Opstart af virksomhed når du er under 18 år

Mange unge under 18 år går og overvejer at starte en virksomhed. Det er jo dejligt at der er så mange unge iværksættere – hvis de fortsætter passionen kan det da kun love godt for Danmarks eksport. Men faktisk må unge under 18 år ikke starte en virksomhed uden en dispensation. Og er du under 15 år kan du slet ikke starte en virksomhed. 

Hvis du er over 15 år, men under 18 år skal du altså søge dispensation. Dette står i værgemålsloven:

§ 43. Værgen (dine forældre) for en umyndig (dig), der er fyldt 15 år, kan med statsamtets godkendelse tillade, at denne på egen hånd udøver næring eller anden virksomhed.
Stk. 2. En umyndig, der har tilladelse til at udøve næring eller virksomhed, kan på egen hånd indgå de retshandler, som falder inden for virksomhedens område.
Stk. 3. Værgen kan med statsamtets godkendelse tilbagekalde tilladelsen. Tilbagekaldelsen får kun virkning for tredjemand, hvis denne kendte eller burde kende den.

Som regel får man kun dispensation hvis det er en enkeltmandsvirksomhed du vil stifte. Dette skyldes at den solidariske hæftelse der følger med et interessentskab bliver for kompliceret når du er under 18 år.

Under alle omstændigheder er det kun muligt i henhold til lovgivningen at få dispensation til personlige virksomheder. Du kan altså ikke få dispensationer til at oprette et selskab.

Når du skal søge dispensation skal du søge dette i Statsforvaltningen. Typisk skal du udarbejde en forretningsplan og et budget og sende med dispensationen. Hvis dispensationen bliver godkendt, skal dine forældre underskrive på at de overtager forpligtelserne i forhold til virksomheden. Du skal typisk indsende følgende til Statsforvaltningen:

  • En grundig beskrivelse af virksomheden og dens formål.
  • Den mindreåriges grundlag for at drive virksomheden (uddannelse/erfaring m.v.)
  • Virksomhedsform
  • Budgetudkast, herunder:
    • Behovet for start- og driftkapital, herunder størrelse af udgift til varelager
    • Forventet årlig omsætning
    • Udgift til forsikring
    • Afgifter
  • Oplysninger om den mindreårige har behov for at optage lån/købe varer på kredit,
  • Hvem der skal forestå regnskabsføring, herunder momsregnskab,
  • Om den mindreårige skal ansætte medarbejdere i virksomheden,
  • Eventuelle risici ved virksomheden.
  • Kopi af forældremyndighedsindehavernes og den mindreåriges seneste årsopgørelse fra SKAT.
  • Om forældremyndighedsindehaverne er indforstået med at indestå for ethvert krav, der måtte opstå i forbindelse med barnets erhvervsudøvelse.

Du kan sagtens få afvist en sådan dispensation. Hvis der f.eks. er risiko for at du opbygger en stor gæld, vil du ofte få nej til dispensation. Det er også en god ide at du har en relevant uddannelse som giver dig nogle gode kvalifikationer til netop at stifte den virksomhed.

Hvad hvis jeg er under 15 år og gerne vil stifte en virksomhed?

Hvis du er under 15 år må du ikke stifte en virksomhed. Hvis du alligevel gerne vil er det dine forældre der skal stifte den. Det kræver også at Skat overbevises om at der er et praktisk behov for netop at stifte en virksomhed i den alder, så det er ikke alle og enhver der får lov til det.

Hvis det lykkedes så er dine forældres ansvar skærpet i forhold til hvis du var over 15 år. Er du under 15 år får de ansvaret for ALT i virksomheden. Er du over 15 år gives du dispensation til at få ansvar inden for virksomhedens område. Således bindes du for dine aftaler og er erstatningsansvarlige overfor dem du handler med og overfor Skat. I det tilfælde er det altså ikke dine forældre der hæfter for dine forpligtelser, som det var hvis du var under 15 år.

En mulighed er også at dine forældre stifter et IVS og de også bliver direktør. Så kan de sælge anparterne i selskabet til dig, så du kommer til at eje virksomheden. Endelig kan de så ansætte dig i selskabet. Resultatet er altså at du ejer et selskab, hvor dine forældre er direktør og du er ansat. Du kan så hive løn ud til dig selv, eller evt. opspare penge i selskabets kapital. Dette kræver naturligvis også at du tegner arbejdsskadeforsikringer i selskabet.

Er du under 18 år og har nogle spørgsmål til at skulle starte en virksomhed, så er du velkommen til at spørge i kommentarerne.

Hvad hvis jeg stifter virksomhed som umyndig og så bliver 18 år?

Hvis du får dispensation til at stifte virksomhed selvom du er under 18 år, så skal din status som umyndig jo fjernes fra din registrering når du bliver 18 år. Dette kan du desværre ikke selv gøre på Virk.dk. I stedet må du ringe til Erhvervsstyrelsen og bede dem om at ændre din registrering.

No votes yet.
Please wait...

2 Comments

  1. Benjamin Eibye 12. september 2015 Reply
  2. Anton Rahbek 26. april 2018 Reply

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *