Hvilket navn må jeg kalde min virksomhed?

Når du skal starte en ny virksomhed skal du finde et navn til den. Her er det vigtigt at du finder et unikt navn, som kan få kunder til at huske din virksomhed og måske associere det med din branche. Men der er regler for hvad du må kalde din virksomhed og hvad du ikke må kalde din virksomhed. I dette indlæg samler jeg nogle af reglerne for navngivning af virksomheder.

Når du har fundet et godt navn til din virksomhed, kan du finde ud af om der er andre virksomheder der hedder det samme i CVR registeret. Her søger du bare efter samme navn og ser om der kommer nogen frem.

Hvad hvis der er andre firmaer der hedder det samme?

Hvis du finder en anden virksomhed i CVR registeret som hedder det samme, som det navn du har fundet, så skal du undersøge om du også må give din virksomhed samme navn. Du skal også overveje om du VIL give din virksomhed samme navn. Dine kunder skulle helst ikke komme over til din konkurrent fordi de misforstår jeres navne.

Først kigger du på hvad det er for en type virksomhed du har fundet i CVR registeret. Hvis det er en enkeltmandsvirksomhed, personlig ejet mindre virksomhed (PMV) eller et interessantskab (I/S) så har de IKKE eneret på navnet og du vil også kunne bruge det. Men er det et selskab, som f.eks. et iværksætterselskab (IVS), anpartsselskab (Aps) eller aktieselskab (A/S), så har de eneret til at bære navnet – og du må ikke også kalde din virksomhed det samme.

Udover at kigge på virksomhedstypen skal du også tjekke om navnet er varemærkeregistreret. Det kan du gøre i det danske varemærkeregister eller EU’s varemærkeregister. Hvis navnet er registreret som et varemærke må du heller ikke bære navnet.

Men hvis ikke der er et selskab der bærer samme navn og navnet ikke er varemærkeregistreret, så må du gerne kalde din virksomhed det samme navn.

Husk at registrere dit domæne!

Hvis du har fundet navnet til din virksomhed, så er det en god ide at tjekke om domænenavnet også er ledig. Tjek både om navn.dk, navn.eu og navn.com er ledig. Især navn.dk er jo vigtig til din virksomhed hvis du skal handle med danske kunder, mens .com og .eu er vigtig hvis du skal handle med internationale kunder. Selv hvis du ikke skal handle med internationale kunder kan det stadig være en god ide at registrere .com og .eu domænet. Så er du dækket ind hvis du senere udvider forretningen.

Grunden til det er en god ide at sikre domænet, er både så dine kunder let kan finde din virksomhed og dels fordi det søgeoptimerer din hjemmeside mere. Søgemaskineoptimering er meget vigtig for at din hjemmeside ligger oppe i toppen af Google’s søgeresultater og at nye kunder kan finde din hjemmeside.

Hvad hvis domænet allerede er optaget?

Hvis domænet allerede er optaget, skal du overveje om du skal finde et andet navn så du kan få et .dk med. Men i nogle tilfælde er det faktisk muligt at klage til Domæneklagenævnet og vinde domænet fra den der ejer domænet. Der skal gode argumenter til at vinde sådan en klagesag, men der er mange eksempler på at det sker.

For at få inspiration til hvilke argumenter man kan bruge for at vinde sådan en klage, så har jeg her samlet en række eksempler på en række klagesager der er vundet. Når man vinder en klagesag bliver .dk domænet overdraget til dig.

  • En hotelkæde der ejede et hotel der hed Hotel Norden klagede over domænet hotelnorden.dk. De synes de havde mere ret til domænet fordi de havde hotellet med navnet. Virksomheden der ejede domænet var konsulentvirksomhed. Klagen blev afgjort til at hotelkæden skulle overtage domænet.
  • En anden klage handlede om en tvist mellem en eksmand og ekskone der havde fælles børn, hvor børnene bar moderens efternavn der var relativ sjældent. Eksmanden havde registreret domænet fordi han ville sikre det til sine børn til de blev 18 år gammel. Ekskonen klagede over det og vandt, fordi hun har tilknytning til domænet men det har eksmanden ikke.
  • En webudvikler klagede over testside.dk fordi han gerne ville bruge det til at vise testsider for sine kunder. Han vandt, fordi ejeren af domænet havde udbudt domænet til salg, hvilket er imod den danske domænelov.

Men der er selvfølgelig også mange eksempler på klagesager der ikke bliver vundet. Her er nogle eksempler på det:

  • Et taxaselskab klagede over domænet taxapriser.dk. De synes de havde mere ret til navnet fordi de var et taxaselskab. Ejeren af domænet drev en hjemmeside hvor man kunne sammenligne priser på taxiselskaber. Klagen blev afvist fordi en hjemmeside for et taxaselskab ikke var mere relevant for domænet end en hjemmeside hvor der blev sammenlignet priser.
  • En tømmerhandel klagede over et domæne hvor virksomhedens navn indgik i domænenavnet. Ejeren af domænet bar samme efter navn. Klagen blev afvist fordi både tømmerhandlen og ejeren havde en tilknytning til navnet.

Jeg håber denne lille artikel gav dig et overblik over hvad du må kalde din virksomhed og lidt omkring hvordan du skaffer et .dk domæne til din virksomhed. Kunne du bruge artiklen må du meget gerne hjælpe mig med at dele artiklen på dine sociale medier. Har du nogle spørgsmål er du meget velkommen til at lægge en kommentar, så skal jeg forsøge at besvare det.

Kan nogen tage mit domæne?

Ligeså vel som at du har muligheden for at kunne klage over et domæne til andre, kan andre jo vælge at gøre det samme mod dig. Igen her gælder de samme argumenter. For at beskytte mod at dit domæne bliver taget i en klagesag er følgende vigtigt:

  • Sørg for at der er indhold på domænet. Tomme sider er et godt argument for din modpart til at du ikke skal have domænet.
  • Lad helst indholdet være relevant for navnet. Er det f.eks. et domæne med noget med TAXA i er det en god ide at skrive om taxa. Det kan styrke dig i en klagesag.
  • Sæt ALDRIG domænet til salg. Det er imod domænereglerne.

Udover disse råd og hvis du evt. har en virksomhed der hedder det samme eller dit efternavn hedder det samme som domænet, så er du godt styrket til at dit domæne ikke kan tages fra dig.

No votes yet.
Please wait...
Voting is currently disabled, data maintenance in progress.

Erhvervsblogger

One thought on “Hvilket navn må jeg kalde min virksomhed?

  1. Hej!

    Jeg har et spørgsmål, som jeg håber, at I vil besvare:

    En person har et “firma”, der ikke har et CVR-nr., og kører med en hjemmeside, der leverer en service. Jeg går ud fra, at personen bag firmaet tjener under de 50000kr., og dermed ikke behøver at registrere sit firma.

    Firmaet har et hjemmesidenavn, hvor “å” er erstattet med “aa”.

    Nu har jeg så købt det samme hjemmesidenavn, men med “å”.

    Nu hvor personen bag ovenstående firma ikke er registreret med et CVR-nr., kan jeg så i princippet registrere et firma med samme navn, som det hun kalder sin hjemmeside (og sit “firma”)?

    Hvis jeg nu ikke registrerer firmaet, og personen heller ikke gør dette, kan vi så begge bruge vores respektive domænenavne – mit med “å”, personen med “aa”, samtidig med, at vi kalder vores ikke-registrerede firma det samme?

    En sidste ting som jeg aldrig har forstået: Hvis jeg opretter et firma og får et CVR-nr., og jeg tjener mindre end de 50000 årlit, skal jeg så alligevel have en revisor indover?

    Tusind tak på forhånd!
    Vh. mig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: